Change language

Kom til indvielse af det nye udendørs fitnessanlæg fra KOMPAN

30.05.2017
  • Foto: Maj Winther Christensen
Fitnessanlægget indvies lørdag den 10. juni kl. 13.00. Der vil være forskellige aktiviteter på programmet i forbindelse med indvielsen.

Grøndal Multicenter har fået et innovativt udendørs fitnessanlæg

Multifunktionelle maskiner, en digital træner og en såkaldt bootcamp station. Det nye og unikke udendørs fitnessanlæg foran centret skal give københavnerne – uanset alder, evner og niveau – bedre muligheder for at styrke- og konditionstræne.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) indvier træningsanlægget lørdag den 10. juni kl. 13.00.

Foran Grøndal Multicenter får københavnerne mulighed for at styrketræne, forbedre deres kondition og træne alene eller sammen med andre på et 300 m2 stort og helt nyt udendørs fitnessanlæg.

Københavns Kommune har indgået samarbejde med den danske producent af legepladser og træningsfaciliteter KOMPAN om et helt nyt fitnessanlæg ”Cross System” med udendørs træningsudstyr- og redskaber.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) glæder sig til at indvie det nye fitnessanlæg, som, han håber, vil inspirere flere københavnerne til at dyrke motion.

”Det her fitnessanlæg er super smart. Det kan bruges døgnet rundt, koster ikke noget, og alle kan bruge det – uanset om man aldrig har trænet før, har fysiske skavanker eller er rutineret crossfitter. Jeg håber, at mange vil benytte sig af anlægget, og at beliggenheden i forlængelse af Grøndal Multicenter vil få københavnere til at prøve kræfter med andre idrætsgrene i centret, også gerne i foreningsregi,” siger han.

Tag din digitale træner med i lommen

Til anlægget, som består af specialdesignede multifunktionelle maskiner, har KOMPAN desuden udviklet en træningsapp, der blandt andet fungerer som personlig træner ved at vejlede og inspirere til forskellige øvelser, træningspas og en sundere livsstil. Derudover har maskinerne indbyggede digitale instruktioner, så enhver med sin smartphone kan scanne udstyret og få hjælp til at benytte det.

Udover maskiner og en digital træner har fitnessanlægget også en såkaldt bootcamp station, hvor det er muligt at medbringe eget udstyr eller leje udstyr, fx vægtstænger, TRX’er, pull-up bands mv. Kort sagt er det nu muligt at bringe fitnesscentret udenfor.  

KOMPAN vil i samarbejde med Grøndal Multicenter løbende teste nye idéer på fitnessanlægget, før det kommer ud til andre byer i hele verden. Dette vil medføre løbende forbedringer og opdateringer af anlægget.

Fitnesscentret i Grøndal Multicenter tilbyder åben holdtræning mod betaling med instruktør hver søndag sommeren over, hvor den nye bootcamp station kan benyttes.

Program for indvielse af fitnessanlægget

Kl.13.00: Åbningstale ved kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen
Kl.13.15-ca. 15.00: Forskellige aktiviteter – alle er velkomne:
Kl.13.15-15.00: Prøv det nye fitnessanlæg – Introduktion til det nye fitnessanlæg. Medbring gerne telefon og bliv guidet i træningsapp’en. Der vil være instruktører fra KOMPAN til rådighed. Kræver ingen tilmelding.
Kl.13.15-14.15: ROW på udendørsscenen – Prøv den nyeste trend indenfor roning. Vi kører en hel times ROW på nye vandromaskiner. Oplev den utrolige realistiske fornemmelse af at ro på vandet.  
Kl.13.30-14.30: La Fit Bootcamp – Kom med til en sjov og energifyldt times cirkeltræning med forskellige stationer. Her benyttes bl.a. forskellige redskaber til brug på det nye fitnessudstyr fra KOMPAN.
 

For børnene

Kl. 13.00- ca. 15.00: I dagens anledning stiller Københavns Trampolinklub børnetrampoliner op ved siden af anlægget, så børnene kan hoppe løs, mens de voksne deltager i de øvrige aktiviteter.

 

Der vil være frisk frugt, drikkevarer og energibarer til de fremmødte.

Kun begrænset antal pladser til La Fit Bootcamp og ROW. Deltagelse er gratis og kræver tilmelding via lafit@kff.kk.dk, kk.halbooking.dk eller hos informationen i centret.